Kategoriarkiv: Gilleleje udrykninger 2016

Udrykning nr. 180 (Gilleleje)

Torsdag den 29 December klokken 20:22 fik vi melding om ild i en villa i Græsted. Supplerende fik vi oplyst at der var ild i en garage op ad huset. Det var første gang at vi skulle prøve at køre med kun 4 mand i sprøjten. Det har vi ikke gjort de sidste 30 år. Så det skal vi lige vende os til. Vi kunne hurtigt se brandskæret da vi kom lidt syd for Gilleleje. Så vi vidste med det samme, at der var godt gang i den. Da vi landede i Græsted blev det besluttet at lave en BC-udlægning. Garagen var fuldstændig overtændt – og branden havde spredt sig til hovedhuset. Så vi skulle have stoppet den med det samme. Se mere her: http://netavisengribskov.dk/skur-nedbraendte-totalt-i-graested/

Udrykning nr. 179 (Gilleleje)

Mandag den 19 December klokken 20:01 fik vi melding om et færdselsuheld på Ålekistevej i Gilleleje. Vi fik supplerende melding om at det drejede sig om vragdele og olie på kørebanen. Vi skulle blot køre derud uden udrykning. Da vi ankom til stedet var der flere politipatruljevogne. Gillelejes ambulance var også fremme. En person blev lagt på spineboard. Bilen – en ældre Audi – stod stadig og kørte. Vi kunne ikke komme til bilens tændingslås idet rattet var bøjet mod højre i bilen ved sammenstød med et træ. Da vi fik trukket rattet væk, opdagede vi at nøglen var knækket inde i tændingslåsen. Vi kunne ikke sætte motoren i gear for at stoppe den, fordi det var en automatgearsbil. Vi fik brækket motorhjelmen op. Og ved at trække tændrørsledningerne af fik vi til sidst stoppet motoren. Batteriet blev afmonteret, og vi fik samlet vragdele sammen, og efterfølgende fik vi fejet kørebanen. Mens det hele stod på fik vi reguleret trafikken. Uheldet var faktisk sket et par hundrede meter fra Pårup station, på Pårupvej. Og ikke på Ålekistevej – som meldingen lød på. Forklaringen på politiets massive tilstedeværelse ses her: http://netavisengribskov.dk/mand-flygtede-fra-smadret-bil-paa-paarupvej/

Udrykning nr. 177 (Gilleleje)

Lørdag aften – 3 december – klokken 18:52 fik vi melding om ild i Villa/Rækkehus. Vi skulle til Østergade i Gilleleje. Supplerende fik vi oplyst at der skulle være ild i et skur. Problemet var bare at skuret lå 1 meter fra et stråtækt hus. Og alle naboerne var også stråtækte ejendomme. Østergade går nemlig igennem Gillelejes gamle stråtækte bydel. Allerede da vi kørte ud af garagen på Falck kunne vi lugte branden. Den lette vind kom fra nord-vest. Så røgen blev båret direkte mod Falckstationen. Det lugtede af brændte plastic. Der er kun 1-2 minutters kørevej til Østergade. Så alle tre biler var lynhurtigt fremme. 12 mand var med. Der blev omgående sat ind med 2 røgdykkerhold og 2 HT-slanger. Branden i skuret blev hurtigt slået ned. Der var ild i nogle elektriske installationer og noget inventar. Og der var kun 1 meter over til det stråtækte hovedhus. Heldigvis var beboerne hjemme. De registrerede at lyset blinkede – for kort efter at forsvinde fuldstændigt. De undersøgte sagen, og opdagde flammer i skuret. Derfor fik de alarmeret brandvæsenet så hurtigt at skaderne blev meget begrænsede. Tænk hvis det havde været midt om natten…. Se yderligere her : http://netavisengribskov.dk/brandvaesen-sendt-til-brand-i-gillelejes-gamle-bydel/


Udrykning nr. 176 (Gilleleje)

Onsdagens 2. tur kom klokken 17:47. Vi fik melding om noget mindre spild. Men det skulle vise sig at det blev meget mere omfattende end vi vidste. Meldingen lød på dieselolie på kørebanen. Det skullle være på Vestvej og over krydset ved Gillelejevej og hen ad Esbønderupvej. Det viste sig at være fed sort motorolie fra en rutebus. Oliespildet strakte sig fra Tingbakken i Esrum og helt op til Saltrup hvor rutebussen holdt død på en vigeplads. Vi tilkaldte vor vandtankvogn V2 der er forsynet med en vandkanon. Den kunne spule kørebanen. Vi sprøjtede med olieemulgerende middel, og brugte kattegrus på udsatte steder. Hele indsatsen varede henved 3 timer.

Udrykning nr. 174 (Gilleleje)

Tirsdag aften den 29 November – klokken 19:06 fik vi melding om ild i Villa Rækkehus i Udsholt. Vi afgik 10 mand. 6 mand i sprøjten og 2 mand i hver af de to vandtankvogne. På vej til Udsholt fik vi supplerende melding om at der var tale om noget naturbrand mellem to sommerhuse. Ilden havde fat i en brændstak, nogle fyrretræer og en kompostbunke. Beboerne fra det ene sommerhus, og genboen var i gang med brandslukningen. De brugte skovle og en haveslange. Men ilden bredte sig i den kraftige blæst. Da vi ankom satte vi straks ind med 2 HT-slanger. Vi opsatte lys og i løbet af ca 20 minutter fik vi slukket branden.