Kategoriarkiv: Gilleleje udrykninger 2017

Udrykning nr. 128 (Gilleleje)

Lauritzen Fondens smukke bygning, Klithuset i Dronningmølle.

Fredag den 29 December klokken 10:46, fik vi en brandalarm fra Klithuset i Dronningmølle. 6 mand og to køretøjer afgik i løbet af 3-4 minutter. Der var håndværkere på spil i Klithuset. Det var røg eller støv fra håndværkerne der havde sat brandalarmen i gang. Vi fik luftet ud. Og kort efter kunne vi køre hjem til Gilleleje igen.

 

Udrykning nr. 127 (brand og bådudrykning, Gilleleje)

Gilleleje Havn. Fiskerbåde i Auktionsbassinet.

Torsdag den 28 December. Klokken 18:39 fik vi melding om brand i en fiskekutter. Kutteren lå ved kajen i Gilleleje Havn. Meldingen lød på kraftig røgudvikling. Vi afgik med alle køretøjer og redningsbåden, så garagen blev tømt fuldstændigt. For første gang fik vi en af Gilleleje Havns helt nye adresser. Vi skulle til Beddingskajen 3. Og det var næsten rigtigt. Vi endte med at holde ved den gamle mastekran foran Gilleleje Bådebyggeri. Anmelder prajede os med en lommelygte. Og kort efter var vi fremme ved den brændende kutter. Røgdykkerne måtte brække døren til styrehuset op. Branden blev hurtigt lokaliseret og slukket. Der havde været ild i et elektrisk varmeapparat i lukafet. Hele styrehuset var tilsodet. Ejeren var en lokal mand. Så ham fik vi kontaktet, og få minutter senere var han på havnen. Han sørgede for at tage sig af alt det efterfølgende i forhold til følgeskadebekæmpelse og forsikringsspørgsmål. Så kort efter at branden var slukket var vi på vej hjem i garagen igen.

Udrykning nr. 125 (Gilleleje)

Hydraulikolie.

Fredag den 22 December fik vi melding om noget olieudslip på Kastanievej i Græsted. Klokken var 11:04 da alarmen gik. Og klokken 11:08 trillede V2 afsted mod Græsted. Der var løbet hydraulikolie ud af en tankvogn. Olien blev opsamlet med kattegrus – efterfølgende blev kattegruset afleveret på Genbrugsstationen på Bøgebjergvej.

Udrykning nr. 124 (Gilleleje)

Den gamle bydel i Gilleleje. Her Lille Strandstræde.

Torsdag den 21 December. Klokken 17:21 fik vi melding om ild i et hus på Østergade i Gilleleje. Supplerende fik vi at vide at naboejendommene var stråtækte. Det ved vi godt i forvejen, da Østergade er en del af den gamle bydel i Gilleleje. Og der er de fleste huse stråtækte. Derfor rykker vi også ud med fuld styrke. Vi afgik med sprøjte og begge vandtankvogne. Ialt 13 brandmænd var med på køretøjerne. Vi kunne både lugte røg og se flammer bag vinduerne da vi landede med køretøjerne. Vi måtte knuse vinduet i hoveddøren for at få adgang til huset. Branden rasede i soveværelset. Og huset var røgfyldt. Vi indsatte 2 røgdykkerhold. Og i løbet af en halv times tid var branden slukket, og huset tømt for røg. Heldigvis var der ingen hjemme.

Udrykning nr. 122 (Gilleleje)

Foto: DinGeo. Kirkeleddet.

Torsdag den 7 December, klokken 10.38 fik vi en brandalarm fra institutionen Elverhøjen på Kirkeleddet i Græsted. Vi afgik med sprøjte og vandtankvogn bemandet med 6 mand. Da vi landede på stedet var der heldigvis ikke brand. Der havde været antændt stjernekastere i børnehaven. Og det kunne brandmelderanlægget ikke lide. Vi fik luftet ud. Og efter reetablering kunne vi returnere til Gilleleje.